UNESCO - verdensarvslisten beskytter

Når vi leverer et nyt parti billeder til UNESCO i Paris, går der ikke længe, før motiverne er gjort tilgængelige i næsten hele verden.

Vores familievirksomhed har en klokkeklar vision. Vi ønsker at bevise for så mange som muligt, at vi lever i en verden, der er værd at værne om. Uden stærke samarbejdspartnere ville det være svært, hvis ikke umuligt, for vores lille virksomhed at gøre en virkelig forskel. Verden er stor, og det er langt fra alle, der ser TV, læser aviser, hører radioprogrammer eller følger med på sociale medier. 

Suprise: verden har det fint

Vi har rejst i store dele af verden uden at møde en eneste bandit. Ironisk nok med undtagelse af vores hjemby Aarhus, hvor vi har mødt tre slemme af slagsen. Hver eneste dag sker der fantastiske ting rundt om i verden, men positive historier rammer sjældent overskrifterne i diverse nyhedsmedier. Danske såvel som internationale. Hvis man udelukkende har sine informationer fra nyhedsmedier, kan man hurtigt forledes til at tro, at verden er et farligt sted. Det er heldigvis langt fra sandheden. 
            Vi er glade for, og meget stolte over, at vi er blevet valgt som leverandør af billedmateriale til UNESCO (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation), der arbejder multilateralt og målrettet for et formål, der på mange måder ligner vores egen mission. Samarbejdet betyder, at vores billeder bliver gjort tilgængelige for store målgrupper med det formål at styrke og underbygge UNESCO’s arbejde.

Verdensarvslisten

Organisationen blev stiftet d. 16. november 1945 og har 193 medlemslande. UNESCO arbejder for at udbrede fred og sikkerhed i verden gennem uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation. I 1972 grundlagdes Verdensarvslisten (World Heritage List), som dækker over mere end tusind lokaliteter rundt om i hele verden, der er blevet erklæret bevaringsværdige enten pga. unik natur, kulturel værdi eller en kombination af begge dele. Vores opgave er at forsyne UNESCO med professionelle billeder fra nogle af disse lokaliteter. Billederne bliver dels brugt på UNESCO's hjemmeside og i diverse publikationer. Desuden bliver de stillet til rådighed for uddannelsesmæssige formål.

UNESCO har ordet

Det er ikke hver dag, vi indgår i et samarbejde, der kan gøre så stor en forskel, som samarbejdet med UNESCO kan. Vi glæder os ved tanken om, at vores billeder når ud til meget store publikummer, hvis opmærksomhed vi med stor sandsynligvis aldrig selv ville kunne have fanget. Men det hyggeligste ved samarbejdet er, at det ikke kun er os, som er glade. Vi har tilladt os at oversætte nedenstående udtalelse fra fransk til dansk, og i respekt for samarbejdet har vi ikke ændret indholdet så meget som et komma: 

'Indholdsrige og fascinerende billeder er meget vigtige i vores målsætning om at sætte fokus på nogle af verdens bevaringsværdige lokaliteter. Mange af de mest interessante lokaliteter er ekstremt skrøbelige og truet af forandringer, fordi verden fortsat er i hastig udvikling. Perfekte billeder er et effektivt værktøj, som hjælper os med at øge offentlighedens bevidsthed omkring netop denne problematik. Vi arbejder kun sammen med ganske få professionelle fotografer rundt omkring i verden, og jeg er helt overbevist om, at det fantastiske billedmateriale fra TTF kommer til at gøre en positiv forskel for os. Jeg er virkelig glad for at kunne mangfoldiggøre det i vores netværk,' fortæller Barbara Blanchard fra UNESCO’s kommunikationsafdeling i Paris. 

Læs evt. mere om Verdensarvslisten via linket herunder: