F16 - fuld fart med Fighter Wing Skrydstrup

Hjelmen sidder godt. Fotografen er spændt fast i bagsædet. Piloten fyrer op under den kraftige Pratt & Whitney jetmotor, som er i stand til at presse flyet til supersonisk fart. Nu skal der laves billeder!

Der findes to typer F16-fly i Danmark. De fleste har kun ét sæde og kan dermed kun rumme én person: jagerpiloten. Men der findes også en anden type med to sæder, der primært bruges til træning af nye piloter under omskolingen til F16. I disse fly er der mulighed for, at piloten sidder forrest, imens en anden person sidder i det såkaldte og svært opnåelige 'bagsæde'. Før man kan få lov at flyve med i bagsædet, skal man først sikkerhedsgodkendes og derefter gennemgå en grundig helbredsundersøgelse, hvor der ikke må sidde et eneste næsehår forkert. Når dette er gennemført, skal man igennem sikkerhedskurser efterfulgt af G-træning og tilpasning af personligt udstyr som G-dragt, hjelm og lignende.

F16 er et superpotent kampfly. Det er i stand til at gennembryde lydmuren og afdække hele det danske luftrum på imponerende kort tid. Når flyet drejer ved høj fart, bliver kroppen udsat for kraftig G-påvirkning. Flyet kan også løse opgaver langt fra Danmark. Men hvem er det, der flyver F16? Hvordan føles det på kroppen at blive udsat for så store kræfter? Hvem vedligeholder flyene mellem hver opgave? Hvilke opgaver løser flyene præcist, og hvordan ser det ud, når de gør det? Vores opgave er at lave billeder, der fortæller historien om danske kampfly og deres opgaver. Før det kom i stand, gik der flere måneder med forberedelser.

Det er nemlig ingen enkel sag at producere billeder fra F16-fly. Specielt ikke efter solnedgang. For det første er der ikke særlig meget lys tilgængeligt og for det andet går alting meget hurtigt. Det er ikke muligt at anvende blitz eller stativ, og bevægelsesfriheden er stærkt begrænset i cockpittet. Derfor er det nødvendigt at lægge en god plan på forhånd. Heldigvis har kamerateknologien udviklet sig meget de senere år og det giver mulighed for at lave billeder, som hidtil har været umulige at opnå.

'At lave billeder fra bagsædet af F16 er en af mine hidtil største udfordringer som fotograf. Fototeknikken skal sidde på rygraden, for det går ekstremt hurtigt og der er sjældent mulighed for mere end ét forsøg til at fange et givent motiv. Man er spændt fast til sædet og bevægelsesmulighederne er stærkt begrænsede. Kroppen udsættes for massive kræfter og samtidig skal man tænke hurtigt og tage de rigtige beslutninger. Samarbejdet med piloterne er afgørende og vi planlægger sammen turene ned til mindste detalje. Vi er på forhånd hundrede procent enige om hvilke mål, vi vil opnå, og naturligvis hvordan vi opnår dem. Jeg har som regel kun et kamerahus og et objektiv med, for der er ikke meget plads i cockpittet, så jeg er nødt til at prioritere. Desuden er løsdele i cockpittet bandlyst. Jeg er klar over, at det er et stort privilegium at få lov at flyve med i F16, og jeg er ydmyg over at have fået muligheden,' fortæller Casper Tybjerg.