Blænden
Blænden er et af de tre vigtigste værktøjer, du finder i dit kamera. Med blænden styrer du, hvor meget og hvordan lyset kommer ind gennem objektivet. Hvis du vil opnå perfekte billeder, skal du have fuldstændig kontrol over blænden.
Rent fysisk er blænden en gruppe lameller i objektivet, som kan justeres indbyrdes, så de lukker enten mere eller mindre lys igennem. Lamellerne er i stand til at glide ind over hinanden, imens blændeåbningen gøres enten mindre eller større. Det ville ikke være forkert at sammenligne blænden med pupillen i dine øjne.
Når blændetallet er lille (f/2), kaldes det for en stor blændeåbning, fordi der bliver lukket meget lys gennem objektivet. Når blændetallet er stort (f/22), er der tale om en lille blændeåbning, fordi der kun lukkes meget lidt lys gennem det lille hul mellem lamellerne.