Det gode billede
Der findes næsten lige så mange opskrifter på, hvad et godt billede er, som der findes fotografer. Dels fordi billedkvalitet er en smagssag, og dels fordi et billedes kvalitet afhænger af, hvilket formål det skal bruges til. Nogle billeder er gode, fordi de er enkle og har klare budskaber. Andre billeder er gode, fordi de fortæller en væsentlig historie. Et billede kan også være godt, fordi det er knivskarpt, eller fordi det består af flotte farver eller overraskende indhold. Der er med andre ord mange elementer, som kan gøre et billede 'godt'. En generel ting, man kan sige om gode billeder, er at de skal være interessante for andre end den fotograf, som lavede billedet.