Det regner ofte i Danmark, men regn er ikke kun en udfordring på vores egne breddegrader. På ferien til troperne vil man ofte komme ud for voldsomme regnfald. Vand kan også komme fra andre steder end himlen. Måske vil man en dag fotografere glade børn, som leger i et springvand, eller måske forevige kæresten foran et vandfald. Mulighederne for at arbejde med vand på fotos er mange, og der er absolut ingen grund til at pakke kameraet væk, fordi det bliver lidt vådt.
Sand
Når det er sommer, skal kameraet naturligvis med til stranden. Som bekendt består stranden af milliarder af små sandkorn, og de kan finde ind gennem selv de mindste sprækker. Man skal tænke sig godt om, når man laver billeder i nærheden af sand, for det kan være svært at rense kameraet, når det går galt.
Opbevar kameraet et bestemt sted i tasken, hvor det ikke bliver blandet sammen med sandfyldte håndklæder, madpakker, brilleetuier eller andre kilder til sand. Sørg for at pakke kameraet væk på et sikkert sted, når det ikke er i brug, så det ikke pludselig bliver dækket til med sand pga. et overraskende vindstød eller legende børn.
Støv
Hvis man rejser gennem en ørken, eller hvis kameraet bliver stillet til opbevaring på en hylde i et støvet rum gennem hele vinteren, vil der med stor sandsynlighed opstå problemer med støv. Er skaden sket, kan den relativt nemt rettes op igen.
Tag en tør klud og start med at tørre kameraets overflade af. Tør derefter forsigtigt objektivet af, og lav et par billeder. Spørgsmålet er nu, om der er kommet støv ind i kameraet. Med et digitalkamera kan du afgøre det med det samme. Er der kommet støv ind på kameraets billedsensor, kan de små støvkorn som regel ses på billederne. Hvis det er tilfældet, skal kameraet renses – man kan gøre det selv, men hvis man ikke er tryg ved situationen, kan en faguddannet fotohandler også hjælpe.
Fototasker
Der findes mange produkter på markedet, som er skabt for at beskytte kameraudstyr. Små, mellemstore eller store tasker kan fås alt efter behov. Nogle er vand-, og støvtætte lynlåse, andre har regnslag og nogle har det hele. Hvis man planlægger at lave billeder i silende regn eller måske under havets overflade, kan man investere i en vandtæt boks. Beskriv dine behov for fotohandleren og find sammen frem til, hvilket produkt der matcher bedst.